Randers FC henter midtbanespiller hos lokalrivaler

Midtbanespilleren Vito Hammershøy-Mistrati skifter med øjeblikkelig virkning fra Hobro IK til Randers FC.

Den 27-årige superligaspiller har skrevet under på en fireårig aftale. Foto: Randers FC

Randers FC har været på rov hos lokalrivalerne fra Hobro IK.

Her har den kronjyske klub købt midtbanespilleren Vito Hammershøy-Mistrati, der skifter med øjeblikkelig virkning. Det bekræfter begge klubber på deres hjemmesider.

Læs også Randers FC henter tidligere Manchester United-talent

Hammershøy-Mistrati har skrevet under på en fireårig aftale med Randers.

- Vito har gjort det godt i Hobro, og vi er sikre på, at vi kan videreudvikle ham yderligere i Randers, siger sportslig og kommerciel direktør i Randers FC Søren Pedersen til klubbens hjemmeside.

- Han er en kreativ og spændende spiller, som kan noget andet, end dem vi har i truppen i forvejen, og som bidrager med både mål og assister. Han er rigtig dygtig på bolden, så vi får en mere boldspillende midtbane, end vi har været vant til.

Vito Hammershøy-Mistrati (i gul trøje forrest) har spillet 72 kampe i Hobro-trøjen. Her ses han i et opgør mod sin nye arbejdsgiver, Randers. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Et attraktivt økonomisk tilbud

27-årige Hammershøy-Mistrati blev hentet til Hobro IK fra FC Helsingør i sommeren 2017. Siden da er det blevet til 72 kampe og syv mål i Hobro-trøjen.

Sportschef i Hobro Jens Hammer Sørensen har været glad for den tid, midtbanespilleren har været i klubben.

- Med de gode præstationer er det naturligt, at han har tiltrukket sig interesse fra andre klubber.

- Med tanke på at Vito havde kontraktudløb næste sommer, så synes vi, at vi har fået et attraktivt økonomisk tilbud fra Randers FC, og det har vi valgt at takke ja til, siger han til Hobros hjemmeside.

Hammershøy-Mistrati ser frem til nye udfordringer i Randers, men har været glad for tiden i Hobro.

- Jeg vil gerne takke alle i og omkring Hobro IK for to fantastiske år. Hobro IK er en unik klub, og det har uden tvivl været en stor oplevelse at være en del af klubben, siger Hammershøy-Mistrati til hjemmesiden.

Han trækker allerede lørdag den lyseblå Randers-trøje over hovedet og er med i træningskampen mod Viborg, der starter klokken 12 i Randers.

VIDEO: Kom med ind bag kulissen på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park:

Kom med ind i det allerhelligste: Bag kulissen på Randers FC's stadion Cepheus Park