R: Vi stemmer ikke på Elvin
De radikale ønsker en ny ledelsesstil
- Det er tid til forandring og de radikale i Odder ønsker en ny, åben og mere moderne lederstil. Der er rigtig mange vælgere, som ønsker et sådant kursskifte og som ikke længere ønsker, at Elvin Hansen skal fortsætte som borgmester. Dette ønske bakkes op af de radikale.
Sådan skriver Kresten Bjerre, spidskandidat for De Radikale i Odder, i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De Radikale ønsker ikke at pege på en ny borgmester før valgresultaterne foreligger, men skriver, at det højest sandsynligt vil komme til at stå mellem Sanne Rubinke (SF) eller Uffe Jensen (V)
- Hvem af de to, som vi i givet fald vil pege på, må afhænge af hvem, der kan samle flertal bag sig og hvor vi kan få vores politik og mærkesager igennem, lyder det i pressemeddelelsen, der slutteligt understreger:
- Vores ønske om en fornyelse på borgmesterposten er langt fra et udtryk for manglende interesse for en stærk og bred konstituering med S (det håber vi da på) - og havde S valgt at stille med nye friske kræfter til borgmesterposten, kunne en S-borgmester sikkert også have været en, vi kunne pege på. Men der er brug for fornyelse.