Psykiske syge stuves sammen på spritnyt men overfyldt hospital

Udbredt brug af to-sengsstuer på det nye psykiatriske hospital vækker harme. Flere psykisk syge har udskrevet sig selv, fordi de ikke kan holde ud at være tæt sammen.

02:09

Video: To-sengs stuer er tænkt som en midlertidig løsning i akutte spidsbelastningsperioder på Psykiatrisk Hospital, men har været brugt 24 ud af 27 dage i januar.

Psykiatrisk afdeling i Risskov blev i sin tid stærkt kritiseret for manglende sengepladser - og nu viser det sig så, at den næsten nyåbnede afdeling i Skejby lider under præcis samme problem. Til stor undren for både indlagte og ansatte.

- Det er uanstændige vilkår, siger Johanne Haarh Udh, der er tidligere patient og nuværende samtalepartner for indlagte på Psykiatrisk Hospital.

Læs også Ung læge blev skræmt væk fra psykiatrien: Nu tror hun på bedre vilkår

Det er en stue med en lille skillevæg og en ekstra seng, der nu vækker harme blandt både politikere, pårørende og ansatte. 

I dag kan TV2 ØSTJYLLAND afsløre, at der er flere patienter end ledige stuer. Presset er så stort, at to patienter i flere tilfælde bor på samme stue i længere tid af gange. På en enkelt afdeling er det så galt, at det skete i 24 ud af januars første 27 dage.

- Det er fuldstændig paradoksalt, at det sidste og eneste sted, de her patienter har, ikke kan tilbyde en behandling under nogle ordentlige rammer, lyder det fra Johanne Haarh Udh. 

I januar var der på en af afdelingerne på Psykiatrisk Hospital i Skejby to senge på stuerne i 24 ud af månedens først 27 dage. 

Dårlig behandling

Der er i alt 241 senge, og når de er fyldt, er der yderligere 12 ekstra-senge, der kan sættes ind på de største stuer, således at der er to senge på hver.

Stuer med to senge er tænkt som en kortvarig og akut løsning for patienterne, men de bliver altså brugt mange dage i træk. Det er ikke kun uværdigt. Det er farligt på sigt, mener speciallæge i psykiatrien og medlem af regionsrådet for Psykiatrilisten.

Læs også 50 mio. skal fordeles i psykiatrien: Flere ansatte og senge på vej

- Det er selvmordstruede, maniske, psykotiske patienter, der er indlagt, siger Mikkel Rasmussen, der er speciallæge i psykiatri og medlem af regionsrådet for Psykiatrilisten.

- Jeg har flere historier om patienter, der lader sig udskrive fra afdelingerne, fordi de ikke kan rumme at være i en tosengsstue. Hvis de lader sig udskrive, er der risiko for forværring af deres sygdom. Det er simpelthen dårlig behandling.

Det er kun få måneder siden det nye psykiatriske hospital åbnede i Skejby. Nu er der allerede problemer med massiv overbelægning. 

En falliterklæring

I efteråret var der ellers anderledes positive toner, da psykiatrien åbnede i spritnye omgivelser.

- Vi har muligheden for at udvide vores psykiatri i Region Midtjylland. Det er ikke sikkert, det kommer til at ske her i Skejby, men vi har også andre psykiatriske hospitaler, så vi skal nok skabe den plads, der er brug for, sagde regionsrådsformand Anders Kühnau (S) dengang.

Læs også Flyttedag forude: Psykisk syge bekymrede for sammenlægning

Men det nye sygehus lever slet ikke op til forventningerne, mener Mikkel Rasmussen.

- Det er en falliterklæring, at man bygger en ny psykiatri, men for det første skaber nogle mindre rammer. Og man har lavet en ny psykiatri men ikke fremtidssikret den i forhold til sengepladser, siger Mikkel Rasmussen.

Der er ikke meget plads på stuerne, når to psykisk syge pludselig skal dele ét rum. 

Flere pladser måske på vej

Psykiatriens Hus arbejder på at få otte yderligere pladser til psykisk syge, og i 2020 er der planer om 12 nye pladser et andet sted. Men det nytter ikke her og nu, mener Mikkel Rasmussen.

- Psykiatriens Hus er ikke til akutte indlæggelser, og de ekstra pladser i 2020 er ikke vedtaget endnu. Man kan jo håbe, at der kommer 12 senge mere i Viborg, men det kommer ikke til at hjælpe i forhold til de akut syge, som skal ind nu og indlægges, lyder det fra Mikkel Rasmussen.

Tidligere patient Johanne Haarh Udh kunne ikke være mere enig.

- Det er et helt nyt hospital. Det er simpelthen ikke okay, siger hun.