Politiet havde travl sidste nat i Randers Ugen

Østjyllands Politi havde nok at give sig til i Randers natten til søndag, hvor flere benyttede muligheden for at komme i byen for sidste gang i Randers Ugen

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

Den årlige Randers Ugen slutter i dag, søndag, og derfor var der naturligvis mange, der benyttede lørdag aften til en festlig bytur.

Men for nogle er byturen dog gået hen og blevet for festlig. I hvert fald har Østjyllands Politi haft nok at lave.  

- Der har været travlt i Randers i nat. Der har været en del fulderikker, som lige skulle have en tilrettevisning, siger vagtchef Per Bennekov til tv2oj.dk. 

Læs også Skød 74-årig i benet: Træt af larm fra hans græsslåmaskine

Natten bød på en del anholdelser, og der var flere, der måtte overnatte hos politiet.

- Som direkte følge af Randers Ugen havde vi seks anholdte, og det er primært overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – altså voldelig og højrystet optræden og fuldemands-slagsmål, som ikke tenderer vold, siger vagtchefen. 

Læs også Blåt øje og tabt tand: 20-årig amok på kro i Hadsten

Og så tilføjer han, at der også var et par stykker, der var så fulde, at de ikke kunne tage vare på sig selv. De fik også hjælp til at sove den ud.