Politi leder efter mørk bil
Vigtigt spor i opklaring af ulykke på Djursland
En 19-årig mand afgik natten til onsdag ved døden efter at have været involveret i en trafikulykke på det nordlige Djursland.
Nu efterlyser Østjyllands Politi et vidne, som muligvis kan hjælpe politiet med at kaste lys over ulykken.
Ifølge politiet kørte personen i en mørk personbil af typen sedan:
Læs også: 19-årig dræbt i trafikulykke
- Personbilen har passeret stedet umiddelbart før uheldet indtraf, hvorfor politiet ønsker at komme i kontakt med bilisten og evt. passagerer, lyder det fra politiet.
Ulykken fandt sted på Nordkystvejen i Allingåbro sent onsdag aften. Her var den 19-årige mand passagerer i en bil med to andre personer.
Af ukendte årsager kørte bilen pludselig galt og rullede rundt flere gange. Det resulterede i, at den 19-årige mand blev kastet ud af bilen og fik voldsomme kvæstelser, som han senere døde af.
Politiet har endnu ikke fået overblik over, om ulykken skyldes høj fart, glat føre eller andre omstændigheder.
Hvis du har oplysninger om ulykken, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.