Pas på med den åbne ild
Tørkelignende tilstande i Århus får beredskabschefen til at opfordre alle til at tænke sig om i naturen.
De mange skønne solskinstimer har ikke kun givet østjyderne mulighed for en frisk kulør i kinderne.
Solen har også tørret blandt andet græs og buske i en sådan grad, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) melder om et tørkeindeks på 8-9 på en skala, der går til 10, skriver JP Århus.
Det betyder, at der er "høj risiko for tørke" i det østjyske, og det får altså beredskabschefen til at reagere.
- Vi har nu en situation, hvor alting er knastørt. Østjylland har haft en smule regn, og derfor er vi ikke helt oppe på 10 i DMIs indeks endnu. Vi har derfor valgt ikke at udstede et fuldstændigt forbud mod åben ild, men i stedet opfordre til, at man tænker sig godt om. Lad ukrudtsbrænderen stå indtil videre og brug grillen med omtanke, siger Jakob Vedsted Andersen.