I aften findes vinderne af 'Nybyggerne': Her er skæbnen for de tre andre huse

Mens vinderne af 'Nybyggerne' kan flytte ind i deres hus efter finalen, får de tre andre huse en anden skæbne.

Her ses husene i TV 2-programmet 'Nybyggerne', der i år ligger i Randers og har en værdi af 2,6 millioner kroner. Foto: Metronome / TV 2

Alt var råt, da parrene første gang satte deres ben i husene i TV 2-programmet 'Nybyggerne'.

Nu står der i stedet tre rigtige hjem. Deres drømmehjem. Men det er kun et af de tilbageværende tre par, der kommer til at flytte ind i den bolig, de selv har skabt, til en værdi af 2,6 millioner kroner.

Læs også Flere tusinde kom for at se 'Nybygger'-huse

Når finalen er afgjort onsdag 27. marts, vil de andre huse blive sat til salg.

Kan købes som beset

Ifølge 2E Projektsalg, der ejer husene, bliver de sat til salg, som de står.

Til gengæld har kommende ejere mulighed for at købe husene til en billigere pris, end de normalt sælges til. Nemlig til 2.299.000 kroner. 

Husene købes derfor også som beset.

Det er Sif og Mathias i rødt hus, Ida og Mads i gult hus og Lourdes og Nicolai i grønt hus, der onsdag aften kæmper om at vinde deres drømmehus. Foto: TY 2

Mens vinderparret vinder hele deres hus inklusiv inventar, må de to andre par kun tage personlige ejendele med hjem – og altså ikke resten af indboet fra husene.

Og det er der en grund til.

Læs også Massiv interesse for 'Nybygger'-husene: Kom og mød parrene

- Det er et skatteteknisk spørgsmål, da det i princippet ikke er deres ejendom og derfor ikke noget, vi kan forære dem, forklarer Stine Lundbak Ravn, der er programredaktør hos TV 2.

Få fingrene i inventaret

Men betyder det så, at nybyggernes hårde arbejde og fine fund i husene bare går tabt? Svaret fra programredaktøren er nej.

Alt inventar, der ikke er nagelfast, fra de tre huse bliver nemlig taget ud og solgt ved et garagesalg efter finalen mandag 8. april i RgF Hallen i Randers NØ.

Her har parrene forkøbsret på tre genstande, som de selv udvælger fra deres huse, og ellers kan de som andre byde ind på indboet.

NYBYGGERNE GARAGESALG 2019

Garagesalget bliver afholdt efter finalen og giver seerne mulighed for at købe inventar fra de huse, som ikke blev vundet.
 

Det kommer til at foregå efter ’først til mølle’- og ’købt som beset’-princippet – det vil sige ingen reklamations- og returneringsret.
 

Sted: RgF Hallen, Østre Boulevard 29, 8930 Randers NØ 
 

Tidspunkt: Mandag 8. april 2019 klokken 16-20
 

Betalingsform: Mobilepay. Bemærk regler for Mobilepay. Så vær evt flere om betaling.

Alle ting skal tages med på dagen.

'Nybyggerne' vender tilbage i ny sæson

Med vinderen fundet og alt inventaret solgt siger vi dog stadig ikke helt farvel til boligprogrammet.

Der skal nemlig laves endnu en omgang 'Nybyggerne', bekræfter Stine Lundbak Ravn.

Læs også Fire par har vundet Danmarks vildeste tv-gevinst: Det har de gjort med den

- Ja, der kommer en ny sæson af 'Nybyggerne'. Vi kan dog endnu ikke løfte sløret for lokationen af de kommende boliger, eller om der kommer ændringer i programmet, siger programredaktøren.

Finalen i 'Nybyggerne' 2019 sendes onsdag 27. marts klokken 20.50 på TV 2 og TV 2 PLAY. Her er det op til seerne at bestemme, hvilket af de tilbageværende tre par der skal vinde deres hus. Der kan stemmes allerede fra klokken 20.00, hvor sidste afsnit bliver sendt.

02:15

VIDEO: Flere tusinde mødte op, da der i weekenden var åbent hus i de fire nybygger-huse i Dronningborg.

Luk video