Familie står frem efter togulykke: - En ubeskrivelig tragedie

En 34-årig nordmand og hans syvårige søn mistede lørdag livet under et sammenstød med letbanen i Trustrup.

Blomster på stedet for ulykken. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

- Dagen, som skulle have været en skøn familiedag i sommerland, endte i en ubeskrivelig tragedie, da et tog kørte ind i den bil, de sad i.

Sådan skriver familien til de dræbte i et mindeord offentliggjort gennem det norske medie NRK.

Livet er så dyrebart, så sæt pris på alle hverdagsøjeblikkene.

Familie til de dræbte

I samråd med dansk politi og norske myndigheder har de valgt at offentliggøre navnene på de to familiemedlemmer, de mistede lørdag under en ferie til Danmark, hvor deres bil kolliderede med et letbanetog i Trustrup på Djursland.

Ofrene var den 34-årige Kim Andre Nielsen og hans syvårige dreng, Benjamin, oplyser det sydøstlige politidistrikt i Norge tirsdag.

Faren var fodboldspiller

I bilen sad også 32-årige Marthe Nielsen og parrets seksårige datter Julie. Ingen af dem fik alvorlige skader.

Læs også Far og søn død efter sammenstød mellem letbane og bil

Til NRK oplyser familien, at de dræbte boede i den lille by Hokksund i det sydøstlige Norge.

Kim Andre Nielsen spillede igennem flere år for fodboldklubben Mjøndalen, da de lå i tredje division. På Facebook fremgår det imidlertid, at han kort før sin død skiftede til naboklubben Steinberg IF.

02:09

VIDEO: Naboerne til Letbanen er vrede efter lørdagens dødsulykke i Trustrup. Signalerne virker ikke ordentligt, lyder det. Letbanen afviser kritikken.

Luk video

'Sæt pris på hverdagsøjeblikkene'

I mindeordene skriver familien, at netop fodbolden var "den store lidenskab" i den 34-åriges liv:

- Det var den helt frem til den dag, han mødte sin store kærlighed Marthe. I 2011 blev Kim og Marthe forældre til en skøn lille fyr ved navn Benjamin. Benjamin var sin far op ad dage. Fodboldinteressen blev deres store fælles projekt, og selv på ferien i Danmark blev færdighederne finpudset.

Benjamin var sin far op ad dage. Fodboldinteressen blev deres store fælles projekt.

Familie til de dræbte

I brevet står der videre, at togulykken fandt sted dagen efter parrets bryllupsdag og få dage før Benjamins otte års fødselsdag.

- Det er umuligt at forstå dette, og det er umuligt at finde nogen som helst retfærdighed i det – vi opfordrer alle til at holde om hinanden, kramme hinanden og fortælle dem, du er glad for, at du holder af dem. Livet er så dyrebart, så sæt pris på alle hverdagsøjeblikkene, lyder opfordringen fra familien.

Ulykkeårsag undersøges

Det er endnu uvist, om der kan placeret et ansvar for ulykken. Det skal Havarikommissionen nu undersøge.

Det står dog klart, at overskæringen ikke var sikret med bom, da Banedanmark er ved at ombygge den. Men Aarhus Letbane slår fast, at overkørslen var sikret med lyd og lys.

Overskæringen var ikke sikret med bom, da Banedanmark er ved at ombygge den. Men den var sikret med lyd og lys. Foto: Ernst van Norde - Ritzau Scanpix

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kalder det i den sammenhæng utilfredsstillende, at letbanedirektøren udtaler sig om årsager til letbaneulykken, før undersøgelserne er afsluttet.

Nu vil ministeren have bredere drøftelse af, hvordan overkørslerne kan sikres. Men det vil først ske, når Havarikommissionen er færdige med deres arbejde.

Der er i alt 1255 jernbaneoverskæringer i Danmark, og ved 158 af dem er der ingen bomme. Kun signaler med lyd og lys.