Forskere vil have dit billede: Hvorfor er det godt at leve på landet?
Et forskerteam vil have dig til at sende billeder af din hverdag på landet, så de kan få en bedre forståelse for, hvad livskvalitet er, når man bor på landet.
Et billede siger mere end 1000 ord. Og nu skal dit billede fortælle et forskerteam, hvorfor det er så godt at leve på landet.
- Vi vil gerne tæt på hverdagen. Vi vil gerne forstå, hvad livskvalitet er, når man bor på landet, og hvordan livskvalitet er en del af hverdagslivet. Vi håber, at borgere i de udvalgte områder vil give os et glimt af deres liv, siger Pia Heike Johansen, som er lektor på Syddansk Universitet og leder af forskningsprojektet.
Læs også
I løbet af september måned tager forskerne på feltarbejde i fem geografiske områder. Blandt andet Norddjurs hvor områderne Udby, Estruplund, Voer og Holbæk er en del af undersøgelsen. Men allerede nu vil de gerne se billeder af livskvalitet fra de områder, de skal besøge.
I Danmark har folk nemlig tilsyneladende en lidt højere livskvalitet på landet end i byerne, og forskerne vil finde ud af, hvordan det kan være.
Læs også
I én af flere undersøgelser har Foreningen Realdania sammen med Gallup spurgt godt 7.000 danskerne til deres livskvalitet. I landdistrikterne svarer 82 procent, at de har 'en høj livskvalitet'. Landsgennemsnittet er 76,8 procent.
Dine billeder kan hjælpe forskerne
Pia Heike Johansen understreger, at det er anonymt at deltage, og at forskerne derfor ikke ønsker billeder, hvor det muligt at genkende personer.
Foruden dine billeder skal forskerne bruge informationer om, hvad der er på billedet, hvilket af de fem udvalgte områder, du bor i, hvor gammel du er, og hvem du bor sammen med.
Læs også
Billederne og teksten sendes til Livskvalitet@sam.sdu.dk og er en del af forskningsprojektet 'Livskvalitet i yderområder og landdistrikter', der løber til januar 2022 og er støttet af Foreningen Realdania.
Områder udvalgt til feltarbejde
1. Lemvig-Struer
(Thyholm + Trans-Ferring-Fjaltring) periode for feltarbejde: 19.9-23.9
2. Norddjurs
(Udby-Estruplund-Voer-Holbæk) periode for feltarbejde: 15.9-18.9
3. Faaborg-Midtfyn
(Lyø + Avernakø) periode for feltarbejde: 25.9-27.9
4. a) Vordingborg (Jungshoved + Borre-Magleby) periode for feltarbejde: 4.9-7.9
b) Odsherred (Egebjerg) periode for feltarbejde: 12.9-14.9
5. Bornholm
(Svaneke-Østermarie-Ibsker-Poulsker-Pedersker-Bodilsker) periode for feltarbejde: 8.9-11.9