Flere uheld i nat: Falck opfordrer bilister til at køre pænt

Ifølge Sydøstjyllands Politi har der været et par uheld i løbet af natten, mens Falck har været ude og trække flere biler fri

En lastbil måtte en tur om på siden ved Ejer Bavnehøj. Heldigvis kom ingen til skade. Foto: Alarm112Midtjylland

Der er torsdag morgen meldinger om sne- og isglatte veje i det meste af Østjylland, så det er med at køre hjemmefra i god tid, hvis man skal af sted i morgentrafikken.

Sådan lyder opfordringen fra både politi og Falck her til morgen.

- Det er med at køre pænt og ordentligt efter forholdene. Og så er det med at huske at fjerne is og sne fra ruderne, så man har godt udsyn, siger driftschef Thomas Dietz fra Falck Region Midt til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hos Falck har man siden onsdag aften modtaget 33 opkald fra bilister, som havde brug for hjælp til at blive trukket fri af sneen eller få bilen bugseret væk fra grøften.

Det er særligt i det sydlige Aarhus, Skanderborg- og Horsens-området, at der har været problemer. 

I nat har de glatte veje blandt andet ført til to uheld på motorvej E45. Det ene omkring kl. 0.30, hvor en lastbil snurrede rundt og væltede om på siden ved Ejer Bavnehøj i sydgående retning. Føreren kom ikke til skade, men det tog noget tid, inden lastbilen blev fjernet fra stedet.

Først klokken 5.45 torsdag morgen blev lastbilen bugseret væk fra nødsporet. 

- Vi havde en skiltevogn ude, fordi vi var nødt til at spærre det inderste spor, fortæller vagtchef Mikkel Ross fra Sydøstjyllands Politi. 

Omkring kl. 4.17 kørte en personbil galt mellem Horsens Vest og Horsens Nord. På samme måde som lastbilen gled bilen rundt på grund af det glatte føre og snurrede rundt og ud i autoværnet. 

Både Falck og politiet opfordrer bilisterne til at følge med i trafikmeldinger i løbet af morgenen. 

Der er ifølge DMI faldet mellem tre og syv centimeter sne i Østjylland. 

Blandt andet ved Horsens er der tæt trafik på motorvejen torsdag morgen.  Foto: Privatfoto