På motorkontor i brandert
En beruset mand uden kørekort hentede i dag nummerpladerne til sin nye bil på motorkontoret i Skanderborg - og kørte derfra.
Frækhed bliver ikke altid belønnet. Det måtte en 46 årig mand fra Galten i dag sande efter et besøg på motorkontoret i Skanderborg.
Manden mødte spirituspåvirket op på motorkontoret for at hente et sæt nummerplader til sin nye bil. Dem får han også udleveret, men ikke uden at motorkontorets ansatte fatter mistanke.
Så da manden kører derfra - i bil, ringer de ansatte til politiet der straks sætter efter manden. Næsten vel hjemme Galten bliver den fulde bilist spottet af en patruljevogn der bringer ham til standsning.
Her viser det sig, at manden heller ikke har noget kørekort. Det havde han nemlig tidligere fået frakendt på grund af spritkørsel.
Manden der efter dagens tur endnu engang blev sigtet for spirituskørsel kan nu se frem til at få forlænget sin frakendelse af kørekortet.