Overvejer at sætte børnehavetaksten ned

Venstre og SF i Århus er parate til at se på mulighederne for lavere takster i byens daginstitutioner.

Både Forældrenævnet og forældreorganisationen Skole og Samfund Århus foreslår, at der bliver lavet en analyse af de høje pasningstakster i Århus Kommunes SFO'er og daginstitutioner.

De mener, at det virker uigennemsigtigt, hvad forældrene betaler for, når girokortet for børnepasning dumper ned i postkassen.

Ifølge Århus Stiftstidende er der politisk opbakning fra SF og Venstre, der er klar til at få lavet en analyse af taksterne.

- I den nye byrådsperiode vil vi foreslå, at vi kulegraver taksterne og undersøger sammenhængen mellem prisniveauet for en institutionsplads og kvalitetsniveauet, siger SFs kommende byrådsmedlem og formand for børn- og ungeudvalget fra 1. januar Thomas Medom til avisen.

Opfordringen til at sætte gang i en undersøgelse skyldes, at byens forældre bl.a. rammes af en ekstra skat, når de betaler for børnepasning.

Stigende udgifter til handicappede og socialt udsatte børn i tælles nemlig med i den samlede udregning af pasningsudgifterne. Det er med til at presse pasningstaksten i Århus Kommune op til en af landets dyreste.

En undersøgelse har tidligere i år vist, at Århus Kommune er den suverænt dyreste kommune i hele Region Midtjylland, når det gælder børnepasning.