Overvågning førte til impotens
En tidligere røverisigtet har fået erstatning, fordi politiet overvågede hans soveværelse, mens han havde sex med sin kone.
Politiets lydovervågning af en røverisigtet mands soveværelse har været en så stor psykisk belastning, at han er blevet impotent og må spise Viagra for at kunne præstere i dobbeltsengen, skriver Midtjyllands Avis.
Den 32-årige mand var mistænkt for at være én af mændene bag en stribe bankrøverier i Midtjylland. Han blev dog frikendt for røverierne i Vestre Landsret. I forbindelse med retssagen afspillede anklagemyndigheden intime og private lydsekvenser optaget i mandens hjem.
Det fandt den røverisigtede direkte pinligt og dybt krænkende. Den 32-årige forklarede for nylig i retten i Silkeborg, at han stadig føler sig aflyttet og derfor har udviklet impotens, som må afhjælpes med Viagra. Desuden føler han, at aflytningen har belastet det seksuelle forhold til hans kone, og han er begyndt at føle lede ved at være i sit hus.
I forbindelse med røverisagen aflyttede politiet også hans mobiltelefon og stormede hjemmet med maskinpistoler. Manden har nu fået 31.500 kr. i erstatning for varetægtsfængsling og aflytning.