Opkast og afbrændt legetøj: Børnehave udsat for hærværk

Det er niende gang, at Krokodillehaven i Lystrup er udsat for hærværk, hvor gerningsmændene har efterladt sig brændt legetøj og opkast

03:32

VIDEO: Pædagog Ulla Kjær Kristensen måtte tørre bræk og sod op i morges i Krokodillehaven.

Det var en træls åbnevagt pædagog Ulla Kjær Kristensen havde sig i morges i Krokodillehaven. Med et dybt suk åbnede hun lågen til et ærgerligt – men ikke ukendt – syn. Overalt i børnehaven lå der nedbrændt legetøj, cigaretskodder og opkast. Det første, hun så, var en sort, forkullet legetøjsgravko i sandkassen.

Det var denne smeltede gravko, Ulla fik øje på som det første.

Ulla Kjær Kristensen skønner, at det er den niende gang, at hun er blevet mødt af et lignende syn. Hun er bange for, at gerningsmændene har udnævnt børnehaven som deres natklub. Bare denne uge (uge 27) har børnehaven været udsat for hærværk to gange. Og så er det sket cirka syv gange i løbet af foråret og sommeren. 

Der var bræk forskellige steder i børnehaven.

- Det er utrygt, at vi ikke ved, hvad vi møder op til om morgenen. Det er jo fint, at der er nogle, der sidder og hygger sig om aftenen, men så skal man også bare rydde op efter sig selv. Det er ulækkert at rydde opkast og cigaretskodder op, siger Ulla Kjær Kristensen.

Hun fortæller også, at de især er bekymrede, fordi at tørkeindekset er særdeles høj i denne sommerperiode, hvor der er afbrændingsforbud i alle østjyske kommuner.

Jeg snakkede med en mor i morges, hvor hun spurgte, hvad vi kan gøre og foreslog, at der var nogle forældre, der kunne gå rundt og holde vagt. Men vi kan jo ikke forlange, at forældrene skal bruge deres aftentimer på at gå rundt og holde øje i børnehaven.

Ulla Kjær Kristensen, pædagog, Krokodillehaven

- Så det kan jo hurtigt gå fra bare at være legetøj, der brænder, til at det tager fat i nogle af vores træbænke eller andre møbler. Og hvad vil der så ikke ske? Også med huset? Siger hun.

Læs også Tørken gør Danmark til et af de mest brandfarlige områder i Europa

Forældre vil holde vagt

Ulla Kjær Kristensen fortæller, at da de også blev udsat for hærværk sidste år, lagde de billederne af nogle ødelagte bænke op på deres facebookside, hvorefter der kom forældre ned og byggede nogle nye borde-bænke-sæt i løbet af en weekend. 

Der lå sod fra afbrændt legetøj over det hele.

Hun fortæller, at forældrene har været usandsynligt støttende og på samme måde udtrykker bekymring over, at børnehaven tilsyneladende er blevet et forsamlingssted for gerningsmændene.

- Jeg snakkede med en mor i morges, hvor hun spurgte, hvad vi kan gøre og foreslog, at de (forældrene, red.) kunne gå rundt at holde vagt. Men vi kan jo ikke forlange, at forældrene skal bruge deres aftentimer på at gå rundt og holde øje i børnehaven, siger hun.

Hold godt øje

Ulla Kjær Kristensen anbefaler folk, der bor i nærområdet om at holde et ekstra øje på børnehaven, hvis de alligevel skal ud at gå aftenstur med hunden. Østjyllands Politi opfordrer til, at man ringer til dem, hvis men ser mistænkelig adfærd om aftenen på børnehavens matrikel.

- Vi har nogle rigtig fine halvtag og steder, som vi bruger rigtig meget, og det er der, de unge mennesker sidder og hygger sig. Jeg tænker, at det nok er nogle unge mennesker fra byen, som har besøgt børnehaven. Der må være nogle forældre, som ikke ved, hvad det er deres børn render rundt og laver om aftenen, siger hun. 

Også en barnevogn var blevet brændt.

Hun kan dog også godt forestille sig, at det er unge uden fra byen, da der er blevet observeret biler på parkeringspladsen et par gange, hvilket tyder på, at gerningsmændene også kan komme udefra.

Det er utrygt, at vi ikke ved, hvad vi møder op til om morgenen. Det er jo fint, at der er nogle, der sidder og hygger sig om aftenen, men så skal man også bare rydde op efter sig selv. Det er ulækkert at rydde opkast og cigaretskodder op.

Ulla Kjær Kristensen, pædagog, Krokodillehaven

Løsningen er en sommerbus

Krokodillehaven deler dagtilbud med Todbjerg Børnehus og Heidi Katrine Laprath, der er pædagogisk leder i Todbjerg Børnehus, fortæller, at Aarhus Kommunes afdeling, der hedder ”Ung i Aarhus” sørger for, at der kører en ”sommerbus” rundt i området for at tale med de unge mennesker, der hænger ud forskellige steder. 

Efter brækket var tørret væk, måtte Ulla også samle en masse cigarettskodder op.

- Vi håber, at de kan få snakket med de unge, som vælger at hænge ud i Krokodillehaven, så de forhåbentligt kan finde på noget bedre at lave, siger Heidi Katrine Laprath.

Læs også Stor naturbrand på Djursland: Kniv fra høstmaskine rammer sten