Old Run: Plejehjemsbeboere løber om kap

Beboere og ansatte på Borupvænget Plejecenter i Randers løb i dag om kap med hinanden i Old Run. Løbet er en del af en større indsats, der skal få de ældre til at bevæge sig mere.

00:50

VIDEO: De ældre på Borupvænget Plejecenter var i dag på en gåtur rundt om plejecenteret.

Med afsæt i de mange motionsløb der, i de seneste år har taget fart i Danmark, arrangerede Borupvænget Plejecenter i Randers i dag Old Run for beboere, ansatte og pårørende.

Læs også Øl, øl og atter øl: Plejehjem fejrer Øllets Dag til stor glæde for beboerne

En rask lunte – eller gåtur rundt om plejecenteret med forplejning undervejs og medaljeoverrækkelse i målområdet til slut. Alt sammen som en del af plejecentrets ”aktive uge”, der skal få de ældre op og ud at røre sig:

Gunhild Marie Nørgaard, der er beboer på Borupvænget har været aktiv det meste af sit liv. I dag gennemførte hun Old Run.

- Kommunen arbejder altid ud fra en rehabiliterende tankegang, og det er det, her et led i. Det er jo sundt for os alle sammen at røre os, og det er også sundt at lave noget sammen. Så det er en god måde at være sammen - også på tværs af de afdelinger som man bor og arbejder i, siger Betina Bruun Martinsen, der er centerleder hos ældrecenteret Borupvænget til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Ny opfindelse: Nu har de ældre noget at snakke om

Hele ugen ud, er der planlagt aktiviteter, der skal sætte gang i de ældre. Plejecenteret får blandt andet besøg af en børnehave, en hest med dertilhørende hestevogn, og så skal der danses og laves morgengymnastik hver morgen.

Godt at bevæge sig

Plejecenterets aktive uge er et led i sundhedssamarbejdet ”Bevæg dig for livet” mellem DGI og Randers Kommune. Bag visionen ligger et ønske om, at Danmark skal blive den mest aktive nation i verden. For at nå dertil skal 75 procent af danskerne være idrætsaktive – heraf 50 procent i forening.

Det er godt at bevæge sig ellers bliver man så stiv. Man skal røre sig.

Gunhild Marie Nørgaard, beboer på Borupvænget

Gunhild Marie Nørgaard, der er beboer på plejecenteret har været aktiv det meste af sit liv. Hun har både dyrket gymnastik, danset og gået til atletik. Og også i dag var hun ved godt mod, da starten til Old Run gik:

- Det er godt at bevæge sig ellers bliver man så stiv. Man skal røre sig, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Efterlysning: Danske Spil leder efter endnu en østjysk millionær

Old Run fortsætter hele ugen, og den endelige vinder bliver den afdeling, der fredag middag har ”løbet” flest ture på runden.

Bevæg dig for livet

Bevæg dig for livet er et samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og DGI. På landsplan er projektet støttet af TrygFonden og Nordea-fonden.

 

Visionen er, at vi i fællesskab skal arbejde mod at blive den mest aktive nation i verden, og for at nå dertil skal 75 procent af danskerne være idrætsaktive – heraf 50 procent i forening.

 

I Randers støtter de op om den landsdækkende vision. Derfor har de lavet en række lokale målsætninger, som målet er at nå i fællesskab inden 2023:

  • 2.250 borgere skal gå fra at være inaktive til aktive
  • 3.000 borgere skal begynde at dyrke idræt eller anden form for motion
  • 2.500 af de nye aktive/mere aktive skal blive medlemmer i fritidslivet

Kilde: Randers Kommune