Ok at fiksere psykisk syg
Der bliver ikke nogen erstatning til en psykisk syg mand, der var spændt fast med bælte i 20 dage.
Det foregik efter reglerne, da en psykisk syg århusianer i 2001 lå 20 dage fastspændt til en seng på en psykiatrisk afdeling i Risskov. Det fastslog Vestre Landsret torsdag.
Dermed blev Århus Amt frifundet i en sag, hvor Patientklagenævnet ellers nåede frem til, at fikseringen af manden var sket i strid med reglerne.
Byretten har tidligere beslutett, at manden skulle have en erstatning på 25.850 kroner.
Landsretten konkluderede derimod, at sygehuset havde lavet en fejl, men at den var sket på det formelle plan. I journalen fremgik det nemlig ikke, at manden var så farlig for sig selv og sine omgivelser, at der kunne bruges bæltefiksering. Men det var ifølge landsretten, fordi journalen var lavet sjusket.
Retslægerådets gennemgang viste, at betingelserne rent faktisk var til stede, og at fikseringen dermed var ok. /ritzau/