Nyt vidne så Leif lørdag morgen
Flere nye henvendelser tyder måske på, at den forsvundne Leif Hørlev Christensen ikke er død.
Det er 13 dage siden den 36-årige mand forsvandt stærkt beruset fra en firma-fest i Århus midtby. Men flere nye henvendelser fra folk der har set ham vandre rundt i Århus lørdag morgen mellem 9.00 og 9.30, har givet hans venner fornyet håb om at finde ham i live.
- Det kan være han går rundt i en sindsforvirret tilstand eller i en stofpsykose. Det kan jeg ikke sige med sikkerhed, men noget tyder på det, og måske ved han ikke engang hvem han selv er, fortæller kollega Brian Sørensen fra Sindslidendes Vilkår.
Det er i området omkring M.P. Bruunsgade, at Leif Hørlev Christensen angiveligt er blevet set. Henvendelser om sagen, kan ske til Østjyllands Politi på 87 31 14 48.