Ny Randers-træner ser fremskridt efter uafgjort mod AaB
Den nye Randers-træner, Ricardo Moniz, kunne se fremskridt i holdets præstation i mandagens 1-1-kamp mod AaB
Randers har endnu ikke vundet hjemme i Alka Superligaen i denne sæson. Det er facit, efter at bundholdet i rækken spillede 1-1 hjemme mod AaB.
Men det lignede et nyt nederlag i den nye træner Ricardo Moniz' anden kamp i spidsen for holdet, og han havde fokus på det positive i sit holds præstation i kampen, trods plads til forbedringer.
Læs også
- Vi burde have lavet det første mål. I første halvleg havde vi chancer, selv om de ikke ligefrem var de største. Men det var et uhyre vigtigt point, og det kunne man jo også se på spillernes reaktioner til sidst, siger Ricardo Moniz.
Moniz: Der var fremskridt
Han så fremskridt i sit holds præstation i forhold til sidste uges 2-3-nederlag til FC Nordsjælland.
- Jeg er glad for præstationen. Det mentale aspekt af det ene point skal man ikke underkende. For havde vi tabt igen, var vi jo blevet yderligere distanceret, siger han.
- Når man som os ikke har exceptionelle spillere, er det meget vigtigt, at man kan presse modstanderne rent fysisk i 90 minutter. Mod Nordsjælland gik vi døde efter 70 minutter, men i dag var der fremskridt på den konto.
Randers FC-AaB 1-1 (0-0)
1-1 Erik Marxen (90. minut)
Gult kort: Pavol Safranko, AaB (31.), Frederik Lauenborg, Randers FC (33.), Jores Okore, AaB (61.), Nikola Djurdjic, Randers FC (81.) og Oliver Abildgaard, AaB (89.)
Tilskuere: 4.121
Randers fik udlignet i overtiden, da Erik Marxen headede et frisparksindlæg ind til 1-1 i en situation, hvor Randers satsede hele butikken og havde målmand Hannes Halldorsson med fremme.
- Det er klart, at jo mere man overbefolker feltet, jo sværere bliver det også for dem at have en fri mand til at afvise, så måske havde det betydning med ham fremme, siger målscorer Erik Marxen.
- Vi har i hvert fald haft rigtig svært ved at lave mål på dødbolde, når vi kun har haft fem-seks mand i feltet, så det kan jo være, at vi bare skal til at satse hele puljen og håbe på det bedste, siger han.
Det ene point mod AaB var Randers' første efter tre nederlag på stribe i Alka Superligaen.