Nu er Letbanen klar til at køre på Djursland

Aarhus Letbane åbner strækningen mellem Aarhus og Grenaa for passagerer den 30. april.

Aarhus Letbane begynder at køre på Djursland fra på tirsdag.

Det har været længe undervejs, men nu er den god nok. Aarhus Letbane begynder at køre med passagerer på strækningen mellem Aarhus og Grenaa på tirsdag den 30. april. 

Jeg er meget lettet, begejstret og tilfreds, at vi nu kan give folket en togbane tilbage, og jeg kan godt forstå, at det har været en prøvelse for borgerne at undvære deres tog.

Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane

Det meddeler Aarhus Letbane torsdag.

- Det er den vigtigste milepæl, at vi nu har den fulde etape 1 færdig, så vi nu begynder og kunne se, at det vil give nogle synergieffekter for både Odder og Grenaabanen, siger Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Jeg er meget lettet, begejstret og tilfreds, at vi nu kan give folket en jernbane tilbage, og jeg kan godt forstå, at det har været en prøvelse for borgerne at undvære deres tog.

De første ture på Djursland

🚈 Fra Lystrup til Aarhus H kl. 5.12
🚈 Fra Grenaa til Aarhus H kl. 5.14 
🚈 Fra Aarhus H til Grenaa kl. 5.51

 

Kilde: Region Midtjylland

Et forløb med mange forsinkelser

Åbningen af letbanestrækningen på Djursland er blevet udsat flere gange, og set i bagklogskabens lys så er der en ting, som Michael Borre i dag ønsker, han havde gjort anderledes.

- Måske skulle man have ansat en anlægsafdeling, men derudover synes jeg ikke selv, at jeg kunne have gjort noget anderledes. Jeg overtager et projekt i starten af 2018, som er i store problemer. Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, så skulle jeg have været en troldmand, og vidst man skulle have grebet arbejdet omkring sikkerhedsgodkendelser markant anderledes an, forklarer Michael Borre.

Aarhus Letbane har fået godkendelsen til at åbne d. 30. april med 12 vilkår. Det betyder, at der er 12 forhold, som skal bringes i orden.

- Der er nogle ting, som vi skal kigge på relativt hurtigt, og som vi skal have bragt i orden. Det drejer sig blandt andet om 5 straksvilkår omhandlende vores tekniske sikkerhedsregler, som ikke er på plads, siger direktøren Michael Borre, som dog regner med, at alt kommer på plads.

Selvom pendlerne, der tidligere kørte med Grenaabanen, måske har valgt at investere i bil nummer to, så har Michael Borre en god mavefornemmelse for, at de nu kommer tilbage og igen vælger at køre med toget.

Gratis togtur

Tidligere på måneden offentliggjorde folkene bag Letbanen, at der bliver stor åbningsfest den 12. maj, hvor Transportminister Ole Birk Olesen (LA), Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) og Letbanens bestyrelse skal ud at køre med letbane mellem Østbanetorvet i Aarhus og Grenaa.

Åbningsfesten begynder den 12. maj kl. 10, hvor et særtog vil køre fra Østbanetorvet i Aarhus til Grenå med omkring 100 inviterede personer - blandt andet ministeren og borgmesteren.

Med færdiggørelsen af etape 1 har vi lagt grundstenen til Østjyllands svar på S-toget. Letbanen er effektiv, komfortabel og miljøvenlig kollektiv transport.

Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus

Undervejs vil toget stoppe kort på stationerne i Lystrup, Ryomgård og Grenaa, hvor lokale foreninger og kommuner stiller an med festligheder. 

Særtoget er kun for særligt inviterede, men alle kan på festdagen køre gratis med alle letbanetog mellem Aarhus og Grenaa. 

00:47

VIDEO: Ifølge en tarotkortlæser ville letbanen have svært ved at indfri sine mål for 2019. Den spådom bliver altså nu gjort til skamme. Indslaget er fra december 2018.

Luk video

Østjyllands svar på S-toget

Når letbanen begynder at køre på strækningen mellem Grenaa og Aarhus, markerer det gennemførelsen af etape 1 af Aarhus Letbane. Og ligesom letbanedirektøren er også Aarhus' borgmester godt tilfreds med at være i mål med etapen.

- Det har været en lang og til tider besværlig rejse, så det er godt at komme i mål, sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) den 11. april og fortsatte:

- Med færdiggørelsen af etape 1 har vi lagt grundstenen til Østjyllands svar på S-toget. Letbanen er effektiv, komfortabel og miljøvenlig kollektiv transport.