Norsk duo forlader Randers HK
Lene Tønnesen og Knut Ove Joa forlader Randers HK med sæsonens udløb og fortsætter i den norske klub Gjerpen.
Randers HK's kvinder må i den kommende sæson klare sig uden den norske spiller Lene Tønnesen og holdets norske assistenttræner, Knut Ove Joa.
Duoen havde ellers kontraktlige forpligtelser i Randers i næste sæson, men den jyske håndboldklub har onsdag valgt at ophæve aftalerne med sæsonens udløb efter ønske fra Tønnesen og Joa.
- Lene og Knut Ove ønskede at vende tilbage til Norge, hvor de får en mulighed for at starte en civil karriere ved siden af håndbolden, og det ønske ville vi ikke stå i vejen for, begrunder direktør i Randers HK, Jørgen O. Knudsen.
Begge tiltræder de i stedet i den norske klub Gjerpen, hvor Knut Ove Joa skal være cheftræner og medskaber af et håndboldcollege. Lene Tønnesen skal ved siden af håndboldkarrieren starte en uddannelse.