Norsk Containerskib i havsnød

Det 4000 ton tunge containerskib Eline er i fare for at synke i Kattegat sydøst for Grenaa.

Det 4000 ton tunge containerskib Eline er i fare for at synke i Kattegat sydøst for Grenaa, mellem Ebeltoft og Odden. 7 besætningsmedlemmer er reddet over på et tankskib der var i nærheden, men skibets kaptajn og yderligere to besætningsmedlemmer er blevet ombord og kæmper for at holde skibet flydende.

Skibet har taget en del vand ind efter en formodet lækage ved skibets skrue. Skibet er her til formiddag stort set stabiliseret, men ligger stadig dybt i vandet. Stabiliseringen af containerskibet besværliggøres af en kraftig vestenvind.

Skibet indeholder farligt gods, oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK, som har sendt miljøskibet Marie Miljø ud til Eline.

Lige nu er skibet under bugsering. Det er afgørende at få skibet bugseret væk hurtigst muligt, fordi Eline blokerer en vigtig sejlrute i Kattegat.