Nævninge hørte nødopkald
Øksehug i baggrunden da Kurt Westergaard slog alarm
- I skal tage stilling til, hvad der skete i minutterne fra klokken 21.51, da den tiltalte tog en taxi ved banegården i Aarhus og et kvarter frem, indtil den tiltalte blev såret af politiskud og anholdt.
Sådan formulerede anklager, statsadvokat Kirsten Dyrman opgaven for de 12 nævninge, da Vestre Landsret tog hul på appelsagen om overfaldet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard 1. januar i fjor.
Hun henviste i sin forelæggelse i retten til, at sagen er velbelyst fra byrettens behandling. Syv overvågningskameraer har detaljeret afsløret øksemandens voldsomme færden omkring bladtegnerens sikrede rækkehus. Optagelserne vil blive afspillet i retten.
Onsdag formiddag afspillede Kirsten Dyrman to telefonsamtaler, som Kurt Westergaard havde med vagthavende ved politiet, da han søgte tilflugt i sit særlige sikringsrum, et badeværelse med direkte kontakt til politiet.
Der kunne høres omkring 20 øksehug mod den jernarmerede dør, mens Kurt Westergaard tryglede om hurtig assistance.
- Det skal virkelig gå hurtigt, ellers er jeg færdig, siger Kurt Westergaard i samtalen, mens flere politipatruljer var på vej.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30