Myrer skal i biologisk krig
Vil træne myrer til at bekrige deres venner
Hans Joachim Offenberg vil bruge utraditionelle metoder til at hjælpe danske frugtavlere. Han vil træne skovmyrer til at angribe skadedyr på æbletræer.
Normalt er myrer i frugttræer ikke et godt tegn. For myrer holder husdyr i form af bladlus, og bladlus er skadedyr, fordi de suger plantesaft og næring fra bladene og samtidigt afgiver et væksthæmmende stof.
Men der skal skabes splid i venskabet, og Hans Joachim Offenberg vil i stedet bruge myrerne til at bekrige bladlusene.
- Myrer passer bladlus, fordi bladlus udskiller et sukkerstof, som myrerne gerne vil spise. Men vi kan vende det samspil. I stedet for, at myrerne passer bladlusene, kan vi få myrerne til at æde bladlusene, hvis vi giver myrerne noget sukker, for så har de ikke længere brug for bladlusene, siger han.
Udbytte stiger med 80 procent
Tanken om at bruge myrer som skadedyrsbekæmpelse er ikke ny for Hans Joachim Offenberg. Han har i femten år har forsket i vævermyrer ved Aarhus Universitet.
I flere afrikanske lande har han brugt lige netop den art af myrer til at bekæmpe skadedyr i plantager. Og det er et arbejde, der har givet resultater. I flere mango- og cashewnødplantager er udbyttet steget med hele 80 procent, efter myrerne er blevet sluppet løs.
-Myrerne tager mange forskellige slags skadedyr på en gang. Selv slanger jager de væk, og det er bønderne dernede rigtig glade for, siger Hans Joachim Offenberg.
I klipper herover kan du høre, hvordan det kan lade sig gøre. Du kan også se det onsdag klokken 18.20 og 21.25 i Go' Aften Østjylland. Her løfter Hans Joachim Offenberg også sløret for nogle af de mange ting, som mennesker og myrer har tilfælles.