Musikhuset hitter
Regnskabet i Musikhuset er vendt fra røde tal til et stort plus
Efter flere år med røde tal på bund-linien kom Musikhuset Aarhus ud af 2010 med et overskud på godt 700.000 kr.
Forklaringen på det positive regnskab skal blandt andet findes i, at både besøgstallet og antallet af solgte billetter steg med 20 procent. Medvirkende til den stigning var musical satsningen "Elsk mig i nat", der alene solgte 32.000 billetter sidste år.
Til efteråret lancerer Musikhuset desuden endnu en stor satsning i form af Musicalen "Mamma Mia", og allerede nu er billetsalget godt i gang:
- Der er allerede solgt rigtig mange billetter, og det er på alle tider af døgnet, vi kan se, der bliver bestilt billetter online, siger Helle Nørgaard, der er kommunikationschef i Musikhuset Aarhus til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Billetsalget til Mamma Mia har kun været i gang en uge, og allerede nu er der solgt 5000 billetter til den populære forestilling.
Ifølge Musikhuset skal overskuddet fra 2010 bruges på afvikling af driftsgæld fra tidligere år og betaling af lån til nye scenetræk, som blev installeret i Store Sal i 2008.