Dortes datter sparket ned: - Overvågning er som at tisse i bukserne
Dorte Tousgaards datter blev i 2012 overfaldet. Hun mener ikke, at politiet øger trygheden med mere overvågning
Dorte Tousgaards datter er blevet overfaldet.
- Hendes hovedskal var blevet rykket løs, så hun blødte ud af alle hårsække, fortæller Dorte Tousgaard om den frygtelige nat i 2012, hvor hendes datter blev overfaldet fuldstændig umotiveret uden for et diskotek i Aarhus.
Læs også
En pige kom bagfra, tog kvælertag på hendes datter og sparkede hende i hovedet med høje hæle. Dorte Tousgaard var derhjemme den dag.
- Man bliver chokeret. Jeg kunne slet ikke forstå det. Hun ville simpelthen slå hende ihjel, fortæller Dorte Tousgaard.
Efter overfaldet havde hendes datter angst og skader i hovedet. Ifølge Dorte Tousgaard kunne hun slet ikke fungerer.
I dag - seks år efter - har hun det bedre, men hun har stadig problemer med skader i ryggen.
Overvågning hjælper ikke
Østjyllands Politi har foreslået politikerne, at der skal overvågningskameraer op forskellige steder i Østjylland for at øge trygheden. Men det tror Dorte Tousgaard ikke på hjælper.
- Det er som at tisse i bukserne. Det forhindrer ikke overfald i at ske. Man kan måske bedre finde frem til dem, der begår overfaldene, men det er jo sket, siger Dorte Tousgaard.
Hun vil som mor undgå, at overfaldene sker i første omgang. Og det kan overvågningskameraerne ifølge Dorte Tousgaard ikke hjælpe på.
- Det er en falsk tryghed. Det skaber ikke mindre vold, siger hun og fortsætter:
- De kriminelle er fuldstændig ligeglade med overvågningskameraer.
Gerningskvinden, der stor bag overfaldet i 2012, blev idømt 70 timers samfundstjeneste for angrebet på Dorte Tousgaards datter.