Minister starter ordkrig med Aarhus om katastrofebudget

Minister beskylder Aarhus Kommune for ulovlig budgetplanlægning. Det er chikane, lyder det fra Aarhus Kommune

01:30

VIDEO: Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er torsdag ude med riven - det samme er Aarhus Kommune.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har torsdag beskyldt Aarhus Kommune for ulovligheder i forbindelse med budgetlægningen for 2018.

- Jeg har sendt et brev til Aarhus Kommune og sagt, at man ikke må lave et budget med poster, der har til formål at lægge pres på Christiansborg. Et budget skal være retvisende i forhold til kommunens økonomi, det er ikke noget, man kan bruge til politisk pression, sådan som borgmesteren har udtalt til medierne, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til TV2 ØSTJYLLAND.

Det, ministeren refererer til, er, at byrådet i 2018 vedtog et budget, der baserede sig på en forventning om, at kommunen ville vinde ved en ventet udligningsreform.

Læs også Bundsgaard om besparelser: - Det kommer til at kunne mærkes

Kommunen budgetterede med en merindtægt på 200 millioner kroner ved forventningen om afskaffelse af et såkaldt beskæftigelsestilskud.

Det blev dog ikke tilfældet, fordi det ikke lykkedes at komme igennem med en ændring af udligningssystemet. Resultat: Et minus på 200 millioner kroner i kommunekassen.

00:57

Kommunale budgetter er 'ens bedste gæt'. Sådan lød det fra politisk ordfører for Socialdemokratiet, Anders Winnerskjold, da der for nylig var demonstration mod skolebesparelser i Aarhus som en konsekvens af hullet i kommunekassen.

Luk video

Kommentar i radioprogram

I en udtalelse til Radio24syv sagde Jacob Bundsgaard (S) efterfølgende, at man med budgetlægningen også ønskede at lægge pres på Christiansborg.

Læs også Byrådspolitiker om budgetkaos: Har råbt op længe

'Og så ønskede vi derudover at lægge maksimalt pres på de forhandlinger, der skulle være på Christiansborg, så man kunne se det urimelige i, at man har en model på beskæftigelsesområdet, som systematisk underkompenserer Aarhus', lød formuleringen. 

Ankestyrelsen, der er tilsynsmyndighed i forhold til kommunerne, har også fået brevet, som Simon Emil Ammitzbøll-Bille har sendt til Aarhus Kommune. 

Aarhus Kommune har torsdag skrevet et svar til ministeren. Heri står der, at man har modtaget brevet fra ministeren 'med undren'. 

Læs også Bundsgaard: - Vi skal fastholde jobs fra kulturhovedstad

Partipolitisk 'angreb'

TV2 ØSTJYLLAND har torsdag aften forsøgt at få en kommentar fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard. Han sidder dog i møde og henviser til Socialdemokratiets politiske ordfører, Anders Winnerskjold. 

Herfra lyder det, at der ikke er nogen hold i anklagerne. 

- Jeg ville ønske, at ministeren havde sine oplysninger fra andre steder end to citater i Radio24syv, for hvis man hører hele udsendelsen, så gentager borgmesteren flere gange, at Aarhus Kommune opererer ud fra det bedst mulige bud på den samlede pakke af forudsætninger, siger Anders Winnerskjold til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Ankestyrelsen: Bundsgaards medvirken i frisørvideo ulovlig

Anders Winnerskjold synes, det er 'pudsigt timet', at anklagerne fra ministeren kommer, ligesom Aarhus Byråd sidder midt i svære budgetforhandlinger som følge af hullet i budgettet.

- Ankestyrelsen hører ind økonomi- og indenrigsministeriet. Det er ret problematisk, at chefen træffer en konklusion, inden sagen er blevet behandlet, og det kunne tyde på, at der er nogle partipolitiske interesserer, der vægter højere end saglighed, siger Anders Winnerskjold til TV2 ØSTJYLLAND. 

Kommunen vil nu gå videre med ministerens kritik til Kommunernes Landsforening (KL).