Midlertidig træner fortsætter i Randers sæsonen ud
Rasmus Bertelsen fortsætter frem til sommerferien som cheftræner i bundklubben
Midlertidig cheftræner Rasmus Bertelsen fortsætter på trænerbænken i superligaklubben Randers FC i resten af denne sæson.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Læs også
Den daværende "first team coach" blev indsat som midlertidig chef efter fyringen af Ricardo Moniz i januar. Nu har Randers FC's bestyrelse besluttet, at Bertelsen forbliver cheftræner indtil sommerferien.
- Efter at have set det arbejde, der er lagt for dagen i den seneste tid, er vi af den overbevisning, at Rasmus Bertelsen er den bedste løsning til at lede holdet i den rigtige retning, siger bestyrelsesformand Per Hastrup.
- Han er fagligt kompetent, respekteret i hele organisationen og har et solidt trænerteam omkring sig, så vi er helt trygge ved, at det i den kommende tid er dem, der står i spidsen.
- Gør holdet det godt i foråret, så er det bestemt også en mulighed, at samarbejdet fortsætter, lyder det.
Rasmus Bertelsen har haft hovedansvaret for Superligaens bundprop i to kampe. Debuten resulterede i et 1-5-nederlag til FC København, mens det gik bedre i kamp to, hvor det blev 0-0 mod Hobro.
Randers møder AC Horsens på udebane fredag aften. TV2 ØSTJYLLAND liveblogger fra kampen på tv2østjylland.dk.
Rasmus Bertelsen var tidligere i denne måned gæst i Fodbold med Horup. Se udsendelsen nedenfor.