Meldte sig selv til politiet

Formodet gaderøver meldte sig efter vist videoklip

Foto: Colourbox

Østjyllands Politi efterlyste fredag en medgerningsmand til et gaderøveri begået den 1. november på Ny Munkegade i det centrale Aarhus.

I den forbindelse offentliggjorde TV 2 | ØSTJYLLAND i samarbejde med politiet en videosekvens af manden og bad om offentlighedens hjælp til at finde frem til den formodede gaderøvers identitet.

I dag lyder det så fra Østjyllands Politi, at han selv har rettet henvendelse til politiet på politigården i Aarhus i eftermiddag, efter at han var blevet klar over, at politiet ledte efter ham.

Se også: Genkender du denne mand?

Manden er nu anholdt og vil søndag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Den anden gaderøver blev anholdt for noget tid siden og erkendte røverierne, men nægtede at navngive sin medskyldige.

Politiet betegner gaderøverierne som aldeles grove:

- I det første tilfælde bliver den ene faktisk fastholdt bagfra med et halsgreb og et armvridningsgreb, mens den anden afrøver hans telefon. I det andet tilfælde, som kun er 200 meter fra det første tilfælde, 20 minutter senere, bliver personen igen passet op af de her to gerningsmænd, som gennemroder hans lommer, siger Thomas Hinge.