Mavepuster til Samuelsen
Anders Samuelsen er Folketingets mindst populære
'Det er det dummeste indslag, jeg har set på TV 2 nogensinde', og DR er 'komplet til grin'.
For to måneder siden gik partiformand Anders Samuelsen (LA) til angreb på flere medier, der gik kritisk til Liberal Alliances opstilling af såkaldte kendis-kandidater til folketingsvalget, og Samuelsens fravær fra byrådsmøderne i Horsens.
Det skulle han måske ikke have gjort, for siden er han gået fra at være Christiansborgs femtemest populære partileder til at være nummer sjok.
- Man kan godt tillade sig det (verbale angreb, red.), hvis man har en stærk position. Men når udfaldene falder sammen med, at man har mistet grebet om store dele af sin politiske dagsorden, kommer det til se meget defensivt ud. Så mister man autoritet, siger politisk kommentator Niels Krause-Kjær.
Klemt af 2020-plan
Anders Samuelsen og Liberal Alliance er samtidig blevet klemt politisk af regeringens 2020-plan, og i går viste en YouGov-måling for metroXpress, at Liberal Alliance er gået fra en vælgeropbakning på 9,0 procent i marts, over 8,3 procent i april til nu 5,2 procent.
Den nedadgående kurve bliver meget vanskelig at vende, vurderer politisk kommentator på Politiken Peter Mogensen.
- Med regeringens reformdagsorden på efterlønnen er Liberal Alliance blevet frataget muligheden for at være liberalt protestparti, siger han og tilføjer:
- Samtidig lukrerede Liberal Alliance i partiets opgangsperiode på den konservative nedtur og en masse møgsager i regeringen. Nu er fokus flyttet til 2020-forhandlinger, og Anders Samuelsen har ikke formået at skabe en ny situation, hvor han betyder noget, siger Peter Mogensen.
Væk fra orkanens centrum
Anders Samuelsen forklarer selv udviklingen således:
- Vi er gået fra orkanens centrum til nu at være lidt udenfor. Vi er knap så synlige lige nu, fordi der foregår et spil mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale om 2020-planen. Så der er plads til forbedring, siger han til metroXpress.
Kilde: metroXpress