Måtte skæres fri efter uheld

En 33-årig bilist måtte skæres fri, efter at han i aftes kørte over for rødt lys i Skanderborg.

En 33-årig fører af en varebil måtte i aftes skæres fri, efter at han kørte over for rødt i Højvangskrydset ved Statoil i den østlige del af Skanderborg.

Varevognen stødte ind i to personbiler, inden den ramte ind i en lygtepæl og væltede om på siden. Den 33-årige fører sad efterfølgende klemt fast i sin bil og måtte derfor skæres fri.

Ifølge politiet kom ingen dog alvorligt til skade ved uheldet.