Målmandsdrop kostede sejren

Fumleri skyld i pointtab

Nicolai Brock-Madsen sætter panden på et indlæg fra Kasper Fisker og bringer Randers foran 1-0. Målet var dog ikke nok til vinde kampen. Foto: Fotogruppen Objektiv

Randers FC og FC Vestsjælland spillede søndag uafgjort på AutoC Park. Kampen endte 1-1 og var en del af sidste runde i denne Superligasæson.

Det så ellers længe ud til, at Randers skulle tage alle tre point. Hjemmeholdet havde meget spil og flere store chancer, men måtte nøjes med et enkelt point.

Randers FC bragte sig foran efter 17 minutters spil, da Kasper Fisker slog et snorlige indlæg i panden på Nicolai Brock-Madsen. Den høje angriber steg til vejrs og hovedstødte flot bolden i mål.

I anden halvleg udnyttede FC Vestsjælland et drop af Randers FC's målmand, Peter Friis Jensen. Han tabte bolden for fødderne af FC Vestsjællands Lasse Nielsen, der let kunne udligne til slutresultatet 1-1.

Hverken Randers FC eller gæsterne fra FC Vestsjælland havde det store at spille for i søndagens Superligakamp på AutoC Park. Begge hold har i løbet af sæsonen været involveret i nedrykningsdramaet, men har begge klaret frisag i god tid før sæsonslut.

Især gæsterne fra FC Vestsjælland kan se tilbage på en sæson, som er gået over forventning. Det er første gang, at holdet er at finde i den bedste fodboldrække, og vestsjællænderne på forhånd en af favoritterne til en nedrykning, men Ove Pedersens tropper har imponeret.

Randers havde igennem hele kampen flere store chancer, og burde have scoret flere mål end blot det ene. Især Viktor Lundberg var tæt på at score for kronjyderne, da han satte sin direkte mand af og sparkede bolden på undersiden af FC Vestsjællands overligger.

Nikolai Brock-Madsen var tæt på at blive dobbelt målscorer, da han tog bolden med brystet og sparkede hårdt til den. Desværre for angriberen blev det kun lige ved og næsten, da afslutningen prellede af på stolpen.