To mænd sigtet for røveri
Mistænkt for at stå bag fire røverier på en uge
To unge mænd på 18 og 19 år har delvist erkendt at have stået bag fire røverier i Silkeborg.
Det oplyser vicepolitikommissær Bent Riber Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mændene er fra henholdsvis Silkeborg og Herning, og det var på den enes bopæl i Silkeborg, de blev anholdt. Hvad "delvist erkendt" dækker over, vil politiet ikke uddybe:
- De har delvist erkendt røverierne. Nærmere kan vi ikke komme ind på på nuværende tidspunkt, siger han.
De fire røverier er blevet begået i perioden 14. til 19. januar i år mod Kiosk 1 på Århusvej, Kwik Spar på Århusvej og to gange mod Kig Ind-kiosken på Nylandsvej i Silkeborg.
Ved begge røverier mod Kig Ind-kiosken blev ekspedienten truet med en kniv til at udlevere kontanter og cigaretter.
De to mænd blev i dag fremstillet i lukket grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.
Politiet har derfor ikke yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.