Mad-besparelse på AUH taget af bordet

Spareforslag om mad til medindlagte forældre droppes.

På Aarhus Universitetshospital er man i gang med at gennemføre store million-besparelser.

Forretningsudvalget i Region Midtjylland har besluttet ikke at gennemføre en besparelse på mad til medindlagte forældre på Aarhus Universitetshospital. 

Tirsdag har Forretningsudvalget haft møde, hvor politikerne blandt andet skulle se nærmere på de besparelser på Aarhus Universitetshospital i Skejby, som kræver politikernes indblanding for at blive gennemført.

Læs også Politikere: Flere besparelser på hospital bør ikke gennemføres

Og på dagens møde har Forretningsudvalget valgt at følge de indstillinger, som Hospitalsudvalget kom med forleden - lige med undtagelse af afskaffelsen af mad til medindlagte forældre, oplyser Anders Kühnau (S), formand for Region Midtjylland og formand for Forretningsudvalget,

- Det, man gør her, er det samme som på de andre hospitaler. Hvis man er medindlagt, har man ret til mad alligevel, da man bliver betragtet som om, at man er indlagt. Så der er ikke nogen besparelse at hente her, og det kan ikke lade sig gøre, siger Anders Kühnau til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Sådan vil sparekniven ramme afdelingerne på AUH

Robotkirurgi bevares

Alene i 2019 skal Aarhus Universitetshospital spare 150 millioner kroner. Langt de fleste af de besparelser har hospitalsledelsen selv fundet og fremlagt i et større sparekatalog. Men seks forslag kræver politisk behandling - og det er så de seks, der først har været oppe i Hospitalsudvalget og så i dag i Forretningsudvalget, inden endelig vedtagelse i regionsrådet den 26. juni, som ventes at følge Forretningsudvalgets indstillinger.

Læs også Flere og flere fødsler pressede hospital - men nu er der skabt mere plads

Ud over maden har særligt et andet spareforslag været flittigt debatteret - nemlig robotteknologi på Mave- og Tarmkirurgisk Afdeling. Men her valgte Hospitalsudvalget ikke at godkende besparelsen på 'delvis, midlertidigt stop for robotkirurgi', og den indstilling har Forretningsudvalget så valgt at følge i dag.

- I stedet for at gå over til kikkertkirurgi, har vi vurderet, at det er bedst med robotkirurgi. Derfor har vi indstillet, at vi ikke laver denne besparelse, sagde Henrik Gottlieb Hansen, formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland, til TV2 ØSTJYLLAND den 11. juni.

01:52

VIDEO: Her kan du se mere om robotkirurgien. Indslaget er fra den 11. juni, hvor man altså frygtede for besparelsen på området - en besparelse, der altså nu er taget af bordet.

Luk video

Derudover drejer besparelserne, som politikerne skal tage stilling til, primært om at finde penge ved, at patienter selv medbringer egen medicin. Du kan læse mere om de seks spareforslag her, hvor det så altså er værd at bemærke, at Forretningsudvalget på dagens møde besluttede ikke at gå videre med spareforslaget om mad til medindlagte forældre - ellers er alle indstillingerne fra Hospitalsudvalget blevet fulgt.

Så meget skal afdelingerne på AUH spare i år

Akutafdelingen: 1.308.000 kr.

Bedøvelse og operation: 1389.000 kr.

Blodbank og immunologi: 2.907.000 kr.

Blodprøver og biokemi: 6.780.000 kr.

Blodsygdomme: 7.875.000 kr.

Diabetes og hormonsygdomme: 1.226.000 kr.

Fysio- og ergoterapi: 2.399.000 kr.

Hjertesygdomme: 13.013.000 kr.
Hospitalsstab: 4.000.000 kr.
Hud- og kønssygdomme: 2.615.000 kr.

Intensiv: 9.245.000 kr.
Klinisk genetisk: 1.091.000 kr.
Kræftafdelingen: 7.000.000 kr.

Kvindesygdomme og fødsler: 1.321.000 kr.
Køkkenet: 1.769.000 kr.

Led- og bindevævssygdomme: 2.999.000 kr.

Lever-, mave- og tarmsygdomme: 1.575.000 kr.

Logistikafdelingen: 1.275.000 kr.

Lungesygdomme: 1.027.000 kr.

Mave- og tarmkirurgi: 1.216.000 kr.

Mikrobiologi: 2.261.000 kr.

NUK-PET: 2.317.000 kr.

Ortopædkirurgi: 2.866.000 kr.

Patologi (diagnoser på baggrund af celleprøver): 3.727.000 kr.

Plastik- og brystkirurgi: 2.767.000 kr.

Røntgen og skanning: 3.161.000 kr.

Steno Diabetes Center: 1.250.000 kr.

Tand, mund og kæbekirurgi: 1.610.000 kr.

Teknisk afdeling: 3.508.000 kr.

Urinvejskirurgi: 2.559.000 kr.

Ældresygdomme: 1.050.000 kr.

Øjensygdomme: 1.035.000 kr.

Øre-næse og halskirurgi: 3.236.000 kr.