Litauisk tyve-bande fængslet og udvist

Fire litauere er blevet idømt 60 dages fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark for flere indbrud og tyverier - blandt andre fra et dækcenter i Kjellerup

Indbruddet, som de fire litauere nu er dømt for, blev begået mod et dækcenter i den vestlige del af Kjellerup Foto: Google Maps

I torsdags blev der begået indbrud mod et dækcenter i Kjellerup vest for Silkeborg. Fire tyve forsøgte at stjæle 18 lastbildæk til en værdi af 40.000 kroner. Men de blev stoppet i akten af en vagt, og måtte flygte fra stedet uden byttet. Nu har politiet fundet frem til gerningsmændene, som alle kommer fra Litauen.

- Det var et meget professionelt indbrud, hvor de afmonterer flere plader for at komme ind til dækkene. Tyvene, som har vist sig at være fire litauere, blev dog fanget i forbindelse med et butikstyveri i Rødekro i Sønderjylland, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Bjarne Askholm til tv2oj.dk.

Fik alle en straksdom

Gennem forskellige spor og oplysninger kunne de fire butikstyve i Rødekro koblet sammen med indbruddet hos dækcentret i Kjellerup.

- Derfor blev mændene fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag, og de fik en straksdom. Alle fire skal 60 dage i fængsel, hvor efter de udvises af landet. Og så har de indrejseforbud i seks år, siger Bjarne Askholm.

Mændene er henholdsvis 21, 26, 31 og 36 år gamle.