Line vil køre Formel 1
Vil være den første kvinde i det fine selskab
Danske Kevin Magnussens gennembrud i Formel 1 har tændt drømmene i mange drengeværelser rundt omkring i Østjylland.
Men der er også piger, som drømmer om motorsportens fornemste klasse.
15-årige Line Sønderskov Abildgaard fra Harlev er dobbelt danmarksmester i gokart.
Hun har tidligere prøvet kræfter med håndbold og forskellige andre mere klassiske pigesportsgrene. Nu er hun dog nået til den erkendelse, at hun befinder sig bedst bag rattet i et hurtigt køretøj.
De to danmarksmesterskaber får hende til at tro på, at det er muligt at få en fremtid i Formel 1.
- Det er alles drøm. Det er selvfølgelig rigtigt svært at komme ind og køre Formel 1 - og selvfølgelig endnu mere svært at blive verdensmester. Det er alles drøm - og selvfølgelig også min.
Line Sønderskov Abildgaard træner flere gange om ugen i sin gokart. Undervejs når hun en topfart på over 100 km/t.
- Det er spændende. Det er spændende at være ude at køre og udfordre sig selv og prøve grænser af, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere i tv-indslaget øverst på siden.