Lille bank fusioneres
Fruering-Vitved Sparekasse bliver til en filial af Østjydsk Bank
140 år blev den lille Fruering-Vitved Sparekasse ved Skanderborg. Nu lægges den sammen med Østjydsk Banks 11 afdelinger.
Østjydsk Bank oprettede i 2007 en filial i Skanderborg og vil gerne ekspandere i Skanderborg/Horsens-området. Det sker nu ved sammenlægningen
- Sammensmeltningen af de to pengeinstitutter er et fornuftsægteskab og sker helt frivilligt. Sparekassen er en sund og veldreven forretning. Fusionen indebærer fordele for såvel banken som sparekassen og er et dementi af påstanden om, at der kun sker sammenlægninger af pengeinstitutter med Finansiel Stabilitets mellemkomst, siger bankdirektør Jens Vendelbo.
Ved sammenlægningen får Østjydsk Bank 12 filialer fra Hadsund i nord til Vejle i syd. Sammenlægningen sker officielt den 30. juni. Efter fusionen vil banken have ca. 26.000 kunder, omkring 11.000 aktionærer og 160 medarbejdere.
Sammenlægningen forventes dog ikke at få indflydelse på Østjydsk Banks resultat for 2011. Her forventer banken fortsat et overskud før kursreguleringer og nedskrivninger på 120 til 130 mio. kr.
Nyheden har endnu ikke ramt hjemmesiden hos Fruering-Vitved Sparekasse. Men her kan du se et billede af pengeinstituttet.