Kvinde snydt for 49.000: Politi advarer mod udenlandske fup-håndværkere

En 82-årig kvinde blev snydt af såkaldte håndværkere for 49.000 kroner.

De tre såkaldte håndværkere kom i den her bil med irske nummerplader. Ser du den, må du gerne kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114. Foto: Østjyllands Politi

Østjyllands Politi har fået flere anmeldelser om, at udenlandske såkaldte håndværkere tilbyder billig arbejdskraft, men politiet vil på det kraftigste opfordre til, at man ikke indgår aftaler med dem – uden en kontrakt.

Læs også Klaus Riskær har fundet sin spidskandidat i Østjylland

- Man skal ikke indgå aftaler med en håndværker, der dukker op ud af det blå. Det vil vi gerne advare imod, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Janni Lundager.

Kvinden bor i et hus et sted her på Dr. Holsts Vej i Åbyhøj. Foto: Google Street View

Senest er en 82-årig kvinde blevet snydt af tre irere, som udgav sig som håndværkere og snød kvinden for 49.000 kroner. Episoden er blot én af en række anmeldelser fra personer, som er blevet snydt.

- Det er en fremgangsmåde, vi har haft kendskab til før. Det er typisk taget, de gerne vil kigge på. Når de så kommer i gang, så er der ekstra ting, der skal ordnes, og prisen bliver dyrere, og de vil have pengene kontant, fortæller Janni Lundager til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Bilist til betjent: Hold din kæft

Tirsdag kl. 13.42 modtog politiet en anmeldelse fra Tingstedet i Brabrand, hvor nogle østeuropæere i en mørk VW Touran kørte rundt og henvendte sig på adresser for at tilbyde hjælp med fliserens eller tagrenovation.

De havde dog ikke held til at skaffe kunder, men det havde en anden bil med fiktive håndværkere tidligere på dagen held med i Åbyhøj.

Kvinde på 82 år snydt for 49.000 kroner

Omkring klokken 10.30 tirsdag formiddag henvendte tre irske håndværkere sig hos en 82-årig kvinde på Dr. Holsts Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.

De tilbød at ordne taget, og imens den ene talte med kvinden, gik de to andre i gang med at rengøre taget.

Den 82-årige kvindes søn nåede at tage dette billede af de irske håndværkeres bil. Foto: Østjyllands Politi

- De minder meget om hinanden. Det kan være de samme, men vi ved det ikke, siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi.

Der blev aftalt en pris på opgaven, men senere oplyste håndværkerne, at taget var i meget dårlig stand. Derfor pressede de hende til at underskrive en kontrakt på 49.000 kroner for reparation og rensning af taget.

Man skal ikke indgå aftaler med en håndværker, der dukker op ud af det blå. Det vil vi gerne advare imod.

Janni Lundager, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi

- Man skal undersøge dem grundigt, hvis de kommer og banker på, siger Janni Lundager.

De tre irske håndværkere kørte herefter kvinden rundt til forskellige hæveautomater, hvor hun hævede kontanter til dem i euro og danske kroner.

Læs også Ø savner indbyggere: Stiller lejlighed til rådighed

Håndværkerne fik pengene, men den 82-årig kvinde fik ingen kvittering eller regning. Da kvindens søn kom tilfældigt forbi om aftenen, skyndte håndværkerne sig at pakke sammen og forlade stedet i en hvid Toyota kassevogn med irske nummerplader.

- Hvis man ser den her bil køre rundt i ens nærområde, så vil vi gerne høre om det. Så mange biler med irske nummerplader kører der heller ikke rundt i Østjylland, fortæller Janni Lundager.

Kvinden på 82 år blev opsøgt i sit hjem her på Dr. Holsts Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj. Foto: Google Maps

60-årig snydt af skotter

Den 27. februar oplevede en 60-årig mand en lignende episode. Her dukkede tre skotske håndværkere op på hans bopæl på Jyllands Allé i Aarhus C.

Her indgik de en aftale om en pris på at få renoveret taget, som ville kunne øge tagets levetid med 20 år, forklarede håndværkerne.

Læs også Regionsrådsformand skal kæmpe for Kattegatbro

Efterfølgende steg prisen til det dobbelte, og den 60-årige mand betalte pengene. Den ene håndværker sagde, at han ville komme tilbage med en regning senere.

Det gjorde håndværkerne ikke, og der var intet lavet på taget – tværtimod havde de lavet flere skader ved at gå på taget. Den 60-årig mente, at de var kørende i en gammel grå og bulet kassevogn.