Kvinde knivdræbt i Aarhus - underbo varetægtsfængslet

Politiet ved endnu ikke, hvorfor manden dræbte sin overbo

00:28

VIDEO: Drabet fandt sted på Engdalsvej i Brabrand.

Opdatering

Østjyllands Politi oplyser kl. 13.45, at manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Den 53-årige kærede ikke kendelsen.

Østjyllands Politi fik i nat kl. 01.15 et opkald via 112 fra en 53-årig mand, der oplyste, at han havde slået sin overbo ihjel på Engdalsvej i Brabrand.

Den røde nål på kortet viser, hvor Engdalsvej ligger, og ikke hvor selve gerningsstedet er. Foto: Google Maps

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der blev sendt flere patruljer til adressen, hvor der på gaden blev fundet en 56-årig kvinde, der var dræbt af flere knivstik.

Læs også Ung læge blev skræmt væk fra psykiatrien: Nu tror hun på bedre vilkår

Den 53-årig mand, der er den formodede gerningsmand, var også på stedet, og han blev anholdt og kørt til politigården. Motivet for drabet er fortsat ukendt.

Selvom politiet havde forladt gerningsstedet, så var der stadig spor af, at de havde været til stede. 

Undersøger stadig

Politiet har natten igennem været på gerningsstedet med flere patruljer og hundepatruljer, og gerningsstedsundersøgelsen er i gang.

Læs også Dårligt arbejdsmiljø blandt brandmænd: Direktøren sendt hjem

Den dræbte kvindes pårørende er underrettet.

Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at den 53-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre torsdag morgen. Han er nu blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling. Det betyder, at retten vurderer, at han ikke er egnet til at sidde i et almindeligt fængsel.

Læs også Kommune sætter fælder op: Vil mårhunde til livs