Kvinde blev voldtaget i sin lejlighed

Søndag morgen anmeldte en 39-årig kvinde en voldtægt, som skulle være foregået i hendes lejlighed i Hospitalsgade i Horsens

Foto: Google Maps

En 39-årig kvinde blev søndag morgen udsat for fuldbyrdet voldtægt i sin lejlighed, da en mand fulgte efter hende, imens hun var ved at låse sig ind. Herefter voldtog han kvinden i ejendommen på Hospitalsgade i Horsens og stak kort efter af fra stedet igen.

- Lige nu venter vi svar på undersøgelser af kvinden og gerningsstedet. Derudover skal kvinden også afhøres igen, siger politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Julian Christensen, til tv2oj.dk.

Har givet signalement af gerningsmanden

Derfor ved politiet heller ikke på nuværende tidspunkt meget yderligere i sagen.

- Vi håber, at der bliver mere klarhed over forbrydelsen efter svarene fra de forskellige undersøgelser. Lige nu kan jeg ikke sige mere om kvindens skader eller gerningsforløbet, forklarer Jesper Julian Christensen.

Kvinden har dog givet et signalement af voldtægtsmanden, som Sydøstjyllands Politi således også udsender nu i håb om tip fra befolkningen.

Manden beskrives som mørk i huden, 180 cm høj og muskuløs af bygning. Han er mellem 25-30 år gammel og havde kort, sort hår. Desuden fortæller kvinden, at manden havde en del tatoveringer på overkroppen.

Søger vidner til vold

Politiet ønsker ligeledes hjælp fra lokalbefolkningen i en anden sag fra weekenden. På diskoteket Mad Americans i Rædersgade udspillede der sig en grov voldspisode lørdag kort før midnat.

Her blev en ung mand tildelt skaller og flere knytnæveslag mod ansigtet, og Sydøstjyllands Politi vil gerne høre fra gæster på stedet, som har set episoden.

Oplysninger til sagen kan ske ved henvendelse til Sydøstjyllands Politi på telefon 114.