Kvæstet under badning

28-årig mand fra Silkeborg ramte hovedet mod bunden på lavt vand.

En 28-årig mand blev kvæstet, da han i går eftermiddag med hovedet forrest sprang ud på lavt vand. Manden, der er fra Silkeborg, var taget ud for at bade ved De Små Fisk i Sejs, men han var tilsyneladende ikke opmærksom på, hvor lavt vandet var. Han slog derfor hovedet mod bunden, og det betød, at han blev følelsesløs fra halsen og nedefter.

Den 28-årige blev hjulpet op af vandet af personer, der befandt sig i området, og han blev derefter kørt til Århus Kommunehospital i ambulance. Ulykken skete sidst på eftermiddagen, og i løbet af i dag har det ikke været muligt at få afklaret, hvor svære kvæstelser den 28-årige har pådraget sig under ulykken.