Kvæstet turist ladt i stikken

Kritik af Viby Ungdomsrejser - 18-årig livsfarligt kvæstet turist blev ikke kontaktet.

Den 18-årige Mathias Christensen fra Hvorslev ved Langå rejser voldsom kritik af Viby Ungdomsrejser. Mathias var i Spanien med selskabet, da han for tre uger siden blev livsfarligt kvæstet under en glad tur i byen. Viby Ungdomsrejser lod ikke høre fra sig, mens Mathias var indlagt, men selskabet afviser at have ladt den unge mand i stikken.

Mathias Christensen husker intet fra den aften, da han pådrog sig de voldsomme kvæstelser, men han er formentlig blevet overfaldet. Da han blev indlagt, var han livsfarligt kvæstet. Han havde en hjerneblødning og et kompliceret brud på kæben, som han blev opereret for.

Ingen fra Viby Rejseselskab besøgte ham på intensiv afdeling eller da han blev flyttet over på et almindeligt sengeafsnit. Han var alene og havde ingen at tale med udover lægen, som han så et par minutter om dagen.

Han og hans familie kritiserer Viby Ungdomsrejser for at have ladt ham i stikken.

Formanden for Rejsearrangørerne i Danmark (RID), Birthe Madsen, giver familien ret. Hun mener, at rejseselskabet burde have besøgt den unge mand.

- Der er først for alvor brug for rejselederne, når uheldet er ude, så det er for dårligt, at ingen tager hånd om situationen, siger Birthe Madsen.

John Møller fra Viby Ungdomsrejser mener, at selskabet gjorde, hvad det kunne for at sikre, at den uheldige gæst fik den bedst mulige behandling.

- Vi koncentrerede os først og fremmest om at sikre ham god behandling. Vi brugte også en del kræfter på at få fat i hans familie og sikre at de kom herned, siger John Møller.

- Vi synes, vi har gjort det godt, men jeg kan da godt se, at vi var sluppet for en del besvær, hvis vi havde besøgt ham, siger John Møller.