Kun halvdelen møder op

Kommunen gør status efter tre uger med nyttejob

Kun halvdelen af de arbejdsløse på kontanthjælp, som er visiteret til et nyttejob i Horsens Kommune, møder op for at arbejde. Det er status efter de første tre uger med nyttejob. Det fortæller DR Østjylland.

Kommunen har tilbudt 62 personer et nyttejob, men kun halvdelen er i dag ude i beskæftigelse. Det skyldes to ting, siger afdelingsleder på Jobcenter Horsens, Per Fjord.

- 20 procent af dem, der har fået tilbuddet, har meldt sig syge, og andre 30 procent har ulovligt fravær. De har altså ingen gyldig grund til ikke at møde frem, og vi hører ikke fra dem.

Ulovligt fravær kan betyde farvel til kontanthjælpen, fortæller Per Fjord.

- Nytteindsatsen er jo sat sammen på den måde, at borgeren skal yde en indsats for sin kontanthjælp, og hvis borgeren ikke kan det, så stopper vi ydelsen, siger han.

For tidligt at bedømme effekten

I Horsens skal nyttejobberne blandt andet hjælpe med at vedligeholde de kommunale bygninger og passe grønne arealer og parker, men netop i disse dage er der en oplagt opgave.

- Snerydning ligger jo lige for og det er jo en stor opgave, som ville egne sig til nyttejobberne, siger Per Fjord.

Selv om 50 procent af nyttejobberne bliver væk mener Per Fjord, at det er for tidligt at bedømme nyttejobbenes effekt.

Det er ikke usædvanligt, at folk bliver væk fra den tvungne aktivering, sådan var det også sidste år, da unge på kontanthjælp skulle straksaktiveres.

- Dengang så vi også at fremmødet til tider lå omkring 50 procent, siger han.

Kilde: DR Østjylland