Kørte fuld rundt på havetraktor
25-årig mand sigtet for spirituskørsel
Mange mænd synes sikkert, at havetraktorer er sjove. Og mange mænd synes sikkert også, at det er godt at få lidt øl sommetider. Men kombinationen af de to ting, skal man være varsom med.
Det har en 25-årig mand tirsdag erfaret.
Han er sigtet for spirituskørsel, efter en patrulje stoppede ham på Dalvangen i Ebeltoft, hvor han kørte rundt på offentligt vej på en havetraktor med en lidt for høj promille.
- En 25-årig mand på en uindregistreret havetraktor blev bragt til standsning af en patrulje. Her kunne man ved en udåndingsprøve konstatere, at manden var spirituspåvirket, oplyser Thomas Hinge, der er politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han forklarer, at en havetraktor svarer til at køre på en knallert.
- Det er et motordrevet køretøj, han kører på offentlig vej, og det må man ikke, hvis man har en promille over det tilladte. Her gælder det samme som med en knallert, det er færdselsloven paragraf 2, siger Thomas Hinge.
Hvis den 25-årige havde holdt sig til at slå græs i sin egen have på privat område, havde det været okay at holde plænen nede med en lille skid på.
- I sin egen have må man gerne, hvis det er en have, som er spærret af, så postbuddet, naboens børn og andre ikke kommer i den eller let har adgang til den. Er det tilfældet, vil man definere det som, at færdselsloven ikke gælder, siger Thomas Hinge, der har et enkelt råd:
- Man skal lade være med at slå græs på sådan en maskine, hvis man er fuld.
Den 25-årige mand blev efter en udåndingsprøve anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.