Kommune om skraldestationer: Kan sagtens forstå, at det er træls

- Vi giver heller ikke kompensation, når der bliver placeret et busstoppested foran et hus. Det er også træls

02:33

I oktober blev der placeret fire nedgravede affaldscontainere foran Luna Hansens bolig i Horsens. Blot en fortorvsbredde fra hendes stuevinduer.

Hun synes, at de lugter og larmer. Og så er Luna Hansen bekymret for, om det får økonomiske konsekvenser for hende.

Fire nedgravede affaldscontainere er blevet gravet ned foran Luna Hansens vinduer. Det larmer, når folk benytter glascontaineren. Og der bliver ofte smidt skrald rundt om containerne, som ligger og lugter.

- Vi havde ejendomsvurdering på sidste år. Og jeg kan da godt frygte, at vurderingen er faldet på grund af affaldsstationen. Det var en af de ting, jeg selv ville kigge på, hvis jeg skulle ud at se på en bolig, siger Luna Hansen.

At affaldscontainerne får Luna Hansens bolig til at falde i værdi er Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, overhovedet ikke i tvivl om.

- Som ejendomsmægler gennem mange år, er det min helt klare opfattelse, at det er en værdiforringelse. Man kan bare spørge sig selv, om man selv ville bo op og ned ad affaldscontainere og have de gener, der giver med lugt og støj, siger Torben Strøm.

00:25

VIDEO: Her kan du se, hvad Torben Strøm, formand for Dansk Ejendomsmæglerforening, mener, at en affaldsstation foran vinduet gør for boligprisen.

Luk video

Men noget tyder på, at der ikke er så meget Luna Hansen kan gøre ved problemet. Udover at vænne sig til det.

- Når vi skal placere de her nedgravede affaldsstationer, er der rigtig mange forhold, vi skal tage hensyn til. Vi vil gerne lægge dem et sted, hvor de kan betjene 50-60 husstande, og hvor man ikke skal gå alt for langt. Derudover er der nogle trafiksikkerhedsmæssige ting, vi skal overholde. Andre gange er der store kloakledninger, som vi skal tage højde for, når vi graver dem ned, siger Jens Heslop direktør, teknik og miljø, Horsens Kommune.

Læs også Luna er nabo til en skraldestation: Det lugter, larmer og sviner

I Luna Hansens tilfælde er affaldscontainerne gravet ned en fortorvsbredde fra vinduerne.

- Jeg kan sagtens forstå, at det er træls. Til foråret udleverer kommunen ny poser, som borgerne skal indsamle madaffald i, så indholdet bliver forseglet bedre. Derudover er containerne blevet tætnet bedre, siger Jens Heslop .

I glascontainerne bliver der lagt lameller ind, så farten bliver taget af flasken på vej ned i containeren.

Nogen økonomisk kompensation kan der dog ikke blive tale om.

- Indenfor lovgivningen har vi ikke mulighed for at give kompensation. Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at minimere generne. Vi giver heller ikke kompensation, når der bliver placeret et busstoppested foran et hus. Det er også træls, siger Jens Heslop.

Øverst kan du høre Horsens Kommunes' svar på kritikken af affaldsstationerne, der er placeret ganske tæt på boliger.

01:57

VIDEO: Her kan du møde Luna Hansen, der er nabo til en skraldestation. Hun synes, at det lugter og larmer.

Luk video