Kommune har vinket farvel til specialklasser
I Syddjurs Kommune har de droppet specialklasserne og i stedet samlet alle elever i de almene klasser – specielle behov eller ej.
I 2016 besluttede Syddjurs Kommune, at der skulle være et øget fokus på inklusion i kommunens folkeskoler. Det betød, at børnene i specialklasserne i stedet skulle gå i de ’almindelige’ klasser.
Derfor har Mørke Skole og Ådalsskolen i dette skoleår lukket døren til specialklasserne.
Læs også
På Ådalsskolen har man indtil videre haft overvejende succes med lukningen af specialklasserne.
Det siger Morten Borup, der er skoleleder på Ådalsskolen i Mørke, til TV2 ØSTJYLLAND
- For børnene har det for de flestes vedkommende givet muligheder, som de ikke havde før, både socialt og fagligt.
Svært for nogle børn
For nogle enkelte børn er det dog ikke gået som håbet. Det kan ifølge Morten Borup skyldes, at eleverne har svært ved at være i en større sammenhæng.
- Vi er blevet dygtigere med tiden, og derfor er det meget få elever, der har det svært med det, men der er nogle få, siger Morten Borup.
Læs også
Ifølge Kirstine Bille (SF), der er formand for udvalget for familie og institutioner i Syddjurs Kommune, bliver der taget godt hånd om de elever, der har haft det svært med ændringerne i skoledagen.
- Vi er ved at tage hånd om problemet, og vi har også sendt nogle børn til specialskolen i Pindstrup, siger hun.
Flere fordele ved inklusion
Morten Borup ser flere fordele ved, at alle børnene nu er samlet.
- Alle børn får de muligheder, som alle børn har krav på. Det gælder socialt såvel som fagligt, siger Morten Borup.
Læs også
På skolerne har man flyttet lærerne fra specialklasserne over i de almene klasser sammen med eleverne.
- Det har været nøglen. Det er en vigtig forudsætning, at der er flere undervisere i klasserne, der med deres forskellige kompetencer kan hjælpe alle børn, siger Morten Borup.
Det er også på den måde, at kommunen ifølge Kirstine Bille vil undgå, at eleverne i de almene klasser bliver glemt, når der kommer nye klassekammerater med forskellige udfordringer.
Læs også
- Vi har forsøgt at klæde lærerne på til det. Vi har opkvalificeret alle lærerne, så de har flere værktøjer til at håndtere omvæltningen, og så de kan udnytte hinandens kompetencer, siger hun.
Kostede mere end forventet
På grund af de forskellige udfordringer, der er opstået, har det ifølge Kirstine Bille været dyrere for kommunen end forventet at flytte eleverne.
Læs også
Men faktisk blev hele projektet blandt andet sat i gang for at spare penge på området. Men på trods af større omkostninger end ventet, ender det alligevel med grønne tal i sidste ende, mener Kirstine Bille.
- Ved at lave en tidlig indsats undgår vi de tunge sager. Dermed ender det med at være en positiv økonomisk og social gevinst, siger hun.