Klub får igen hovedsponsor

Århus Håndbold får flere penge i kassen

Foto: Ole Nielsen

De seneste år har Århus Håndbold stået uden en hovedsponsor, men nu er en gammel kending tilbage øverst på sponsorlisten.

Sparekassen Kronjylland er vendt tilbage som hovedsponsor, og det er en glædelig nyhed for hele klubben, fortæller direktør i Århus Håndbold, Henrik Lundorff til TV 2 | ØSTJYLLAND:

- Praktisk talt betyder det, at de nu hæver beløbet betydeligt, og det er godt for os som klub. Det er et skridt, som hjælper os på vej, så vi kan konkurrere mod de allerbedste.

Indtil i dag har sparekassen fungeret som CO-sponsor, men har også tidligere været hovedsponsor.

Ifølge områdedirektør Pia Avnsted i Sparekassen Kronjylland er det ikke tilfældigt, at det netop er nu, at sparekassen vender tilbage som hovedsponsor:

- I øjeblikket oplever vi meget stor opbakning til Århus Håndbold i byens erhvervsliv, og de positive vibrationer vil vi gerne skubbe yderligere til. Derfor har vi valgt at opgradere vores sponsorat og blive hovedsponsor.