Klodset røveriforsøg i Malling
En mand årgang 1949 stod mandag formiddag bag et mildest talt meget amatøragtigt forsøg på røveri mod Super Brugsen i Malling.
En mand fra Malling manglede åbenbart penge, da han forsøgte sig som røver mod den lokale afdeling af Super Brugsen.
Bevæbnet med en kniv fik han truet sig et kontantbeløb, men da han efterfølgende stak af på en tre-hjulet scooter gik det galt. Personale fra Brugsen fulgte efter ham og gjorde røveren så forfjamsket, at han væltede ind i en hæk få meter fra gerningsstedet. Manden kom til skade, og personalet fra Super Brugsen kunne uden problemer holde ham tilbage indtil ambulancefolk ankom.
- Styrtet var ikke alvorligt, men manden er indlagt til observation. Vi kender ham ikke for noget særligt i forvejen, men man kan jo heller ikke sige, at det var et professionelt udført røveri, lyder det fra vagthavende ved Østjyllands Politi.