Klaus var den hurtigste de første år til Mosten Raceday
Klaus Mørch vandt de to første år løbet, som siden er blevet til Mosten Raceday
Den 23. udgave af motorfestivalen Mosten Raceday 2016 står for døren med masser af specialbyggede motorcykler, biler, afbrændte dæk og dragrace ved Allingåbro på Djursland.
Klaus Mørch kører ikke selv løb på den 200 meter lange dragrace-bane længere, men hans navn står skrevet i historiebøgerne. Han og vennerne fra motorcykelklubben Mosten MC grundlagde nemlig hele begivenheden for år tilbage
- Vi var nogle stykker, der om aftenen sad og diskuterede, hvem der egentlig var den hurtigste, og det kunne vi aldrig helt blive enige om, siger Klaus Mørch, der med sin nu 39 år gamle Norton-motorcykel var med til de første løb.
Læs også
Og det var med stor selvtillid, at han i 1990 stillede op til det første reelle klubmesterskab i Mosten MC.
Dengang lignede vejen forbi klubhuset en smal markvej, men det stoppede ikke Klaus Mørch og hans Norton, der kunne køre knap 200 km/t
Og det gik godt. Klaus Mørch vandt den allerførste præmie i klubbens historie, og dermed var grunden lagt for de første mesterskaber og sidenhen Mosten Raceday.
Året efter gentog Klaus Mørch succesen på sin Norton og vandt igen mesterskabet i Mosten MC. Men på trods af masser af fart i 90'erne stiller han ikke længere op til løb på racewayen, hvor flere tusinde tilskuere nu følger de mange hestekræfter i aktion fra sidelinjen.
- Jeg har den indstilling, at jeg kun stiller op, når jeg vinder. Jeg tror, at jeg har kørt det, jeg skal køre – og vundet hver gang, siger Klaus Mørch.
Læs også
I videoen øverst på siden kan du se mere om historien bag Mosten Raceday, som finder sted i dagene 1. til 4. september.
Og TV 2 | ØSTJYLLAND er med direkte fra Mosten Raceday. På fredag sender vi her på tv2oj.dk, på youtube og på vores egen kanal direkte fra klokken 12.00 til 17.00 fra selve racewayen. Herefter vil værterne Claus Elgaard og Annika Raunstrup holde styr på de mange hestekræfter frem til klokken 20.15, hvor du får mulighed for at møde flere af deltagerne og selvfølgelig se mere til de spektakulære maskiner, når de dyster mod hinanden.
Derudover kan du også følge med på Facebook, Instagram og Snapchat - TV2OJ - hvor vi løbende vil opdatere fra eventen.
Herunder kan du møde Johannes Christensen, der har brugt de seneste to år på at bygge sin egen racerbil, som nu skal stå sin prøve til Mosten Raceday 2016.