Klar til DM-finale

Håndboldkvinderne fra Randers HK fik endnu en sejr i slutspillet

Randers HK's håndboldkvinder er klar til at spille om DM-guldet.

Lørdag spillede kronjyderne deres sidste kamp i slutspillet. På hjemmebane blev det til en sikker sejr på 30-24 over KIF Vejen.

Sejren betyder, at Randers-kvinderne slutter hele fem point foran Tvis/Holstebro, der løb med andenpladsen i slutspilspuljen.

Randers HK's finale-billet var dog allerede sikret inden opgøret i ELRO Arena. Lørdagens sejr over KIF Vejen havde dermed kun kosmetisk betydning.

I finalen møder kronjyderne FC Midtjylland, der noget overraskende formåede at sende sidste års danske mestre fra Viborg ud af guldkampen.