Kastede kat for glubsk hund
En bodybuildertype fra Randers mishandlede en kat ved at lade sin glubske hund sætte tænderne i den.
Politiet i Randers leder efter en cirka 25-årig bodybuildertype, der tirsdag aften udsatte en kat for grov mishandling på en græsplæne i forstaden Dronningborg.
Hunden, som lignede en kamphund, fangede i første omgang selv katten, som den straks satte tænderne i.
På et tidspunkt lykkedes det for katten at stikke af og gemme sig i et træ. Dér var den dog kun i sikkederhed i ganske kort tid. Kattens flugt fik nemlig hundeejeren til selv at kravle op i træet, hvorefter han ifølge vidner nærmest smed den ned i munden på sin hund.
Hele optrinnet gentog sig efterfølgende, idet katten endnu en gang stak af, hvorefter den blev fanget af hundejeren og igen mishandlet af hans hund.
Først da et af vidnerne truede med at ringe til politiet, forsvandt manden med sin hund.
Katten slap nærmest mirakuløst med livet i behold. Politiet vil dog gerne have henvendelser fra folk, der har informationer i sagen.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i fredagens udsendelser.